Den danske Fondsmæglerforening
Danish Securities and Broker Association

VEDTÆGTER for Den danske Fondsmæglerforening

I Navn og hjemsted

§ 1

Foreningens navn er "Den danske Fondsmæglerforening"

Foreningen benytter også navnet:
- "Fondsmæglerforeningen".

På engelsk benytter Foreningen navnene:
- "Danish Securities and Broker Association"
- "The Association of Danish Securities and Broking Companies"

Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.


II Formål m.v

§ 2

Foreningen har til formål at varetage medlemmernes interesser, herunder i fælles spørgsmål at repræsentere medlemskredsens interesser overfor regering, Folketing, offentlige myndigheder, Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber m.v.

Foreningen kan herunder deltage i samarbejde med tilsvarende udenlandske foreninger og i samarbejdet inden for den Europæiske Union samt i øvrigt i alle andre forhold, hvor det skønnes naturligt, at medlemmerne optræder i fællesskab.


III Hæftelse

§ 3

For Foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.


IV Medlemskab

§ 4

Som medlemmer kan optages enhver, der af det danske Finanstilsyn eller af sit hjemlands kompetente myndigheder har fået tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed i Danmark.

Ethvert medlem af Foreningen har pligt til at tegne og opretholde medlemskab af Dansk Erhverv, så længe Foreningen har sekretariatsaftale med Dansk Erhverv. Foreningens bestyrelse kan undtagelsesvis give et medlem dispensation for pligten til medlemskab af Dansk Erhverv, såfremt medlemmet på grund af offentligt ejerskab eller offentlig bestemmende indflydelse er afskåret fra at tegne medlemskab af Dansk Erhverv.

En virksomhed, der ønsker medlemskab, indsender skriftlig anmodning herom til Foreningens bestyrelse med oplysninger om virksomhedens vedtægter, organisations- og ejerforhold.

Bestyrelsen træffer bestemmelse om medlemskab. I tilfælde af nægtelse skal spørgsmålet forelægges den førstkommende generalforsamling i Foreningen, dersom ansøgeren fremsætter skriftlig begæring herom.


V Udmeldelse og slettelse.

§ 5

Udmeldelse af Foreningen kan ske med 1 måneds skriftligt varsel til den første i måneden.


Hvis et medlem ophører med at anvende sin tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed eller ikke mere opfylder betingelserne for at drive fondsmæglervirksomhed, eller misligholder sine forpligtelser overfor Foreningen, hvis et medlem udtræder af ordningen vedrørende Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber eller i øvrigt tilsidesætter sine forpligtelser som fondsmæglerselskab, herunder tilsidesætter de beslutninger og regler, som lovligt måtte være truffet, henholdsvis fastlagt af Foreningen, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende som medlem.


VI Kontingent


§ 6

Medlemmerne er pligtige til at betale et kontingent, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen efter forslag fra bestyrelsen. Kontingentet kan bestå i såvel et engangskontingent som et årskontingent.

Såvel et engangskontingent som et årskontingent skal være ens for alle medlemmer.

Bestyrelsen træffer beslutning om kontingentets opkrævning.

Bestyrelsen kan endvidere over for medlemmerne fastsætte et årligt bidrag til dækning af medlemmernes forholdsmæssige andel af udgifterne til formandskab, sekretariat samt driftsomkostninger ved Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber.


VII Foreningsmyndighederne


A. Generalforsamlinger

§ 7

Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle Foreningens anliggender inden for de grænser, som lovgivningen og Foreningens vedtægter fastsætter.

§ 8

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.

Generalforsamlingen afholdes i Storkøbenhavn.

Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel og højst 4 ugers varsel ved almindeligt brev til hvert enkelt medlems sidst anmeldte adresse.

Indkaldelsen skal angive dagsordenen. Hvis der foreligger forslag, til hvis vedtagelse der kræves kvalificeret majoritet, skal indkaldelsen angive disse forslag.

§ 9

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes efter beslutning af generalforsamlingen, eller når bestyrelsen eller den generalforsamlingsvalgte revisor finder det hensigtsmæssigt, eller hvis begæring herom fremsættes af mindst 1/4 af medlemmerne. I tilfælde af eksklusion kan dog det ekskluderede medlem forlange generalforsamlingen indkaldt, jfr. § 5. Begæring skal overfor bestyrelsen fremsættes skriftligt og angive det emne, der ønskes behandlet.

 

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal foretages inden 8 dage efter begæringens modtagelse med mindst 14 dages og højst 4 ugers varsel.

§ 10

Ethvert medlem er berettiget til at begære bestemte emner, herunder forslag, behandlet på Foreningens generalforsamling. Emner, der ønskes behandlet, må skriftligt være kommet frem til bestyrelsen i så god tid, at de kan optages på dagsordenen for generalforsamlingen, hvilket for den ordinære generalforsamlings vedkommende vil sige inden den 1. marts.

§ 11

Foreningens generalforsamlinger ledes af en af bestyrelsen valgt dirigent, der afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivningen og dennes resultater, for så vidt han ikke måtte finde anledning til at henvise spørgsmålet til generalforsamlingens afgørelse.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
a) Bestyrelsens beretning.
b) Forelæggelse af årsregnskab med forslag om godkendelse og meddelelse af decharge til bestyrelsen.
c) Eventuelle forslag fra bestyrelsen eller medlemmerne.
d) Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.
e) Valg af en statsautoriseret eller registreret revisor.
f) Forelæggelse af budget og beslutning om kontingent.
g) Eventuelt.

§ 12

Ethvert medlem har ret til at deltage i generalforsamlingen ved 2 personer.

Et medlem kan lade sig repræsenterer på generalforsamlingen i henhold til skriftlig fuldmagt underskrevet af medlemmets direktion.

§ 13

Hvert medlem har 1 stemme.

På generalforsamlingen afgøres alle anliggender ved simpelt stemmeflertal, med mindre det drejer sig om spørgsmål, som ifølge lovgivningen eller andet særligt retsgrundlag kræver større majoritet eller tilslutning fra enkelte eller samtlige stemmeberettigede medlemmer.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er repræsenterede. Er dette krav ikke opfyldt, indkaldes inden 1 uge til en ny generalforsamling med 1 uges varsel. Denne generalforsamling er beslutningsdygtig, selv om kravet i dette stykkes første punktum ikke er opfyldt.

Til vedtagelse af beslutning om ændring af vedtægterne, Foreningens fusion med en anden forening, eller Foreningens opløsning kræves, at beslutningen tiltrædes af mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Ethvert medlem kan kræve skriftlig afstemning.

§ 14

Over det på generalforsamlingen passerede, herunder navnlig de på denne trufne beslutninger, skal der føres en protokol, der underskrives af dirigenten. Generalforsamlingsprotokollen eller en bekræftet udskrift heraf skal være tilgængelig for medlemmerne i Foreningens kontor senest 2 uger efter generalforsamlingens afholdelse.

B. Bestyrelse

§ 15

Bestyrelsen består af 3-5 medlemmer, der vælges for 1 år ad gangen. Hvert år vælges tillige en første- og en andensuppleant. Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen og suppleanterne vælges på den ordinære generalforsamling. Forslag til bestyrelsesmedlemmer og suppleanter skal være meddelt bestyrelsen senest den 1. marts forud for generalforsamlingen.

Valgbare til bestyrelsen er personer, der hos et medlem beklæder en post enten som direktør eller bestyrelsesmedlem eller en anden højere stilling, der efter generalforsamlingens vurdering gør den pågældende egnet til at indtræde i bestyrelsen.

I tilfælde at, at skriftlig afstemning finder sted i forbindelse med valg af bestyrelsesmedlemmer eller suppleanter, foregår afstemningen ved, at hvert stemmeberettiget medlem på sin stemmeseddel skal angive lige så mange kandidatnavne, som der skal vælges personer. I modsat fald er stemmesedlen ugyldig. De personer, der får flest stemmer, er valgte. I tilfælde af stemmelighed afgøres valget mellem de personer, der har opnået lige mange stemmer ved en af dirigenten foretagen lodtrækning.

Der kan ikke i bestyrelsen være mere end 1 medlem med tilknytning til et bestemt selskab eller en bestemt koncern.

§ 16

Bestyrelsen vælger umiddelbart efter hvert års ordinære generalforsamling af sin midte en formand og en næstformand. I tilfælde af formandens forfald træder næstformanden i enhver henseende i hans sted.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, så ofte han skønner det nødvendigt, eller når det begæres af 2 bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer, herunder enten formanden eller næstformanden, er til stede.

Til vedtagelse af en beslutning i bestyrelsen kræves, at mindst halvdelen af den samlede bestyrelse tiltræder denne.

Over forhandlingerne føres en protokol, der underskrives af de bestyrelsesmedlemmer, der har været til stede på mødet.

Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere bestemmelse om udførelse af sit hverv. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af Foreningen og er ansvarlig for dens økonomiske drift.

Bestyrelsen nedsætter efter behov udvalg med særlig kommissorier og udpeger repræsentanter til eksterne opgaver.


VIII Tegningsret

§ 17

Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf det ene medlem skal være formanden og ved dennes forfald næstformanden.


XI Regnskab og revision

§ 18

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Første regnskabsår løber fra stiftelsen til 31. december 1997.

I forbindelse med regnskabsaflæggelsen på den ordinære generalforsamling fastlægges næste års kontingent.

Regnskabet revideres af en på hvert års ordinære generalforsamling valgt statsautoriseret eller registreret revisor.


X Foreningens opløsning

§ 19

Foreningen kan kun opløses efter, at 2 generalforsamlinger afholdt med mindst 1 uges og højst 4 ugers mellemrum har truffet beslutning herom efter reglerne om vedtægtsændringer.

På den generalforsamling, hvor beslutning om opløsning endeligt træffes, skal der samtidig træffes bestemmelse om, hvad der skal ske med Foreningens formue.

---oOo---

Således vedtaget på Foreningens ekstraordinære generalforsamling den 15. juni 2005.
 
  Som dirigent:

Heino Rising
 
I bestyrelsen:

Torben M. Jensen


Claus N. Sørensen


Morten Olesen


Christian Egehoved Tørsløv


Peter Ott
 
Printvenlig udskrift
Powered by Webtimizer | Forside | Sitemap | Kontakt

 

 
  Kontakt
Fondsmægler-foreningen
Sekretariatet
 
Børsen
1217 København K
  Telefon
33746000
 
info@fondsmaegler-foreningen.dk